. . . . . . . . . . . . . . . . . . .

.      .      .      .      .    .    .    .    .    .    .    .    .    .    .    .    .    .    .

fredag den 27. januar 2012

Man fristes

Jeg har så mange staudefrø på lager, at det burde være mere nok til denne sæson.

Men..men, da jeg en dag sad og surfede efter en bestemt plante, så landede jeg på en engelsk webshop SPECIALPLANTS ,  hvor de bare har så mange skønne specielle blomster, som jeg ikke synes jeg lige har set i de danske planteskoler eller webshops.



Jeg har checket at de godt kan sende til resten af Europa - så jeg må tilbage og kigge lidt på sagerne - jeg indsætter lige et par eksempler på hvad det var der fristede mig så meget.


fredag den 20. januar 2012

Irishavens bedste farvekombos


Inspireret af Anna Vattenkannas link-samling om gode farvekombos for sommerblomster, så har jeg set mit billedarkiv igennem.

Det gjorde mig bevidst om at jeg ikke har ret mange billeder hvor der optræder flere blomster sammen i stærke farvekombinationer og at jeg har ikke ret mange sommerblomster i haven og stort set ikke nogen billeder af dem.

Jeg fandt dog nogen få billeder med staude-kombinationer der er ret farverige. Jeg har fundet de billeder, som jeg mener ikke har været vist her på bloggen - her er der orange, gul og blå i forårsbedet. Orange engblomme, lysegul ranunkel og bjergknopurt.


Herunder er billedet fra den ældste del af mormorbedet, hvor planterne fletter sig ind i hinanden efter princippet "Survival of the fittest". Her har naturen hjulpet godt til sammen med solen for at der er fuld knald på farverne. Gul fredløs, rød astilbe og blålilla nøgleklokke. Jeg synes der er lidt Kenzo over det billed.


Så dette indlæg er egentlig lidt en reminder til mig selv om, at i den nye sæson må jeg få taget flere billeder af kombinationer af blomster og måske også at få sået lidt flere sommerblomster.


Herover er det dagliljer, kornblomst, jakobstige og gåseurt der danser sammen i livlig kontrast i et af de nyere bede i sommerhushaven. I det bed prøver jeg nu at samle de gule blomster der har en kold citrongul farve.


onsdag den 18. januar 2012

Hvilken vild blomst er dette ?

I efteråret 2010 fik vi fjernet den 25 m lange gamle tjørnehæk ud til indkørslen der fører til grunden bag os. Før der blev plantet en ny naurhæk, så blev lerjorden gravet væk og i stedet for blev der lagt en gang ny muldjord i planterenden.

I sommers voksede der så rigtig mange vilde blomster op af den jord - bl.a store grenede røde valmuer og hvide skærmblomster.
Naboen og jeg var enige om at lade alle de vilde blomster vokse i fred til fornøjelse for os selv og alle de forbipasserende der skal til stranden.



Der er var en hvid plante som jeg især var vild med og som jeg håber kommer igen i år.

Jeg har gennemtrevlet min bog om vilde blomster, men finder ikke denne blomst som voksede flere steder i den nye muldjord.

Den er 80-100 cm høj og meget grenet i væksten.



Jeg kunne være heldig at en af jer genkender den eller måske har nogen af jer en anden bog om vilde blomster end den jeg har. Jeg er meget nysgerrig efter at vide dens navn.

UPDATE:
Det er en Hvid Stenkløver (Melilotus albus).
Tak til Anne Marie og en anden anonym læser for tippet.
På wikipedia kan man læse: toårig urt eller kortlevende staude
Planten findes i Syd- og Østeuropa fra Sydfrankrig over Ungarn og Grækenland til Mellemøsten

Hvorfor er den så i min nye havejord ? Det fandt jeg ud af på havenyt.dk.
Gul og hvid stenkløver kaldes også for biologiske jordfræsere, da deres rødder kan gennembryde meget kompakt jord med deres meterdybe rødder. 
Den bruges til jordforbedring både i landbruget og i køkkenhaver.







onsdag den 11. januar 2012

Iris-aversion ?

Det er gået op for mig at nogen haveejere har aversion mod iris, fordi de synes at de har grimme knoldede overfladiske rødder og i øvrigt virker alt for voldsomme i deres udtryk med den højde og drøjde de har.
Men.... det må være fordi de haveejere kun kender de høje kraftige Iris Germanica (også kaldet skægiris eller haveiris).

Iris Sibirica er derimod mellemhøje, spinkle og har alle rødderne under jordoverfladen. Deres blade danner en græsagtig tue i bedet - den silhuet der i øvrigt også er så populær for tiden med prydgræsser.

Så her er der noget der måske skal afprøves rundt omkring i haverne. På plantecentrene har de som regel en klassisk mørk blå og ofte også en hvid, så man kan købe dem i blomst og derved få syn for sagen før man køber dem.


På billedet herover kan I se hvordan den spinkle Iris Sibirica ser ud i min have sammen med de andre stauder i maj måned.
Der er en mørkeblå iris midt for og den hvide er på vej i øverste højre hjørne bag den blå akeleje. Min lysegule lupin er faktisk ikke så kraftig i væksten pga. jordforholdene - så nu kan I måske bedre vurdere væksten af iris sib. på billedet.

Det skal dog siges, at der indenfor Iris Sibirica også er lidt variation i bladenes bredde, længde og farve på de forskellige hybrider. Det vil jeg nok kunne vise jer mere om til juni når alle mine nye iris forhåbentligt har vokset sig større til dette års blomstring.
Lånt  fra An Obsessive Neurotic Gardener
Her ser I hvordan rødderne ser ud på en Iris Sibirica - det er helt almindelige trævlerødder, som vi kender det fra de fleste stauder.
Jeg har ikke selv fået taget et billed af dem, men har derfor lånt det fra en amerikansk haveblog An Obsessive Neurotic Gardener
 Se evt. også mit tidligere indlæg om "Iris Germanica og Iris Sibirica - kendetegn"





søndag den 8. januar 2012

Skønne nye malerier

Så blev jeg alligevel i godt humør igen........

I dag havde vi besøg af af Lone fra bloggen Krea-krampen. Anledningen var at min mand var så heldig at min mor og jeg havde foræret ham et af Lones malerier i julegave.


Jeg havde set Lone´s skønne malerier på hendes blog og vist dem til min mand. Øverst oppe på bloggen viser hun de nyeste blomsterbilleder og længere nede kommer så bl.a. de abstrakte landskaber min mand så godt kunne lide.

Jeg havde "valgt" ovenstående maleri med de turkise farver og printet en kopi ud af det til at give som gave juleaften, men min mand skulle jo have mulighed for at se alle malerierne i virkeligheden for at se om der var et han endnu bedre kunne lide end det jeg havde valgt. Jeg gjorde dog et stort lobby-arbejde for at det skulle blive det turkise vi skulle have i stuen - og det blev det så også.

 
Lone gav fantastisk god service ved at køre ind fra Vestsjælland med alle malerierne for at vi kunne se dem op på væggene her i København.


Ligesom med blomsterne smuttede der en mere "med i kurven" - så dette billed er vi nu også de lykkelige ejere af:



Lone havde værktøj med i "dametasken" og sørgede for at sætte snore i til ophæng. Mens hun arbejdede med det, så fik vi en hyggelig haveblogsnak.

Stormskade på drivhuset

Hjerte-suk!!   Jeg er lidt ked af det i dag, for da vi var i sommerhuset i går for at checke for stormskader, så fik vi syn for at mit lille drivhus var nærmest smadret af de 3 storme der har været i Nordsjælland. Vi var blevet informeret af familie og naboer - men det var værre end forventet.


Drivhuset er skubbet ned af trærammen og er gledet yderligere en halv meter ud over fundamentet - mange glas er smadret, dog er hele taget intakt og vi er spændt på om hele stellet kan rettes op igen. Selv metalreolerne inde i drivhuset har fået bøjet nogen af benene.

Sidste år var der også storme og der havde det ikke rykket sig en milimeter, så vi mente at det stod fint nok som det stod -  øvv !

Jeg måtte derefter rundt og finde lidt opmuntrende i haven - og var overrasket over at finde en fin grøn roset på den hvide natviol og den nye blåmunke. Jeg håber de overlever resten af vinteren og giver et nyt show til næste år.


Til venstre blomsten fra i sommers


fredag den 6. januar 2012

Irishaven nævnt i "Alt om Haven"

Se der blev jeg jo mægtig nysgerrig, da Hanne i en kommentar på mit forrige indlæg fortalte at hun havde set Irishaven nævnt i sidste nummer af "Alt om Haven".
 
Tidlig daglilje - medio juni

Stor eftersøgning i indre København efter et sted der forhandlede bladet og så mig hjem i læsehjørnet og dels nyde at læse bladet og dels se efter hvor min blog var nævnt.

Det viste sig at være i forbindelse med en stor artikel om dagliljer. Der var en tekstboks med div. netadressser hvor man kunne finde mere om dagliljer .... og der stod min blog-adresse.


Det er da rigtig sjovt at være nævnt... sådan en lille amatør som mig  - her er ingen videnskabelige udredninger men et par praktiske råd og lidt inspiration kan man helt sikkert finde hos mig.

Det er jo ikke alle typer dagliljer og farver jeg har, for jeg kan bedst lide de stjerneformede og edderkoppedagliljerne. Der findes rigtig-rigtig mange dagliljer med runde kronblade, flæsede kanter og to-farvede og det er ikke lige "min kop te" - men det er jo "smag og behag" som med så mange andre blomster og planter i haverne.

Det der dog glæder mig allermest, er at min blog-adresse måske får nogen flere haveinteresserede ind her på surfing i haveblogland. Flere besøgende, flere kommentarer og måske nogen flere der kaster sig ud i at lave en haveblog.  Jo mere liv haveblogland jo bedre!

tirsdag den 3. januar 2012

Årskavalkade 2011


Jeg fik også lyst til at tage udfordringen op om at lave en Årskavalkade.

Jeg syntes, at jeg ville finde nogen billeder, som jeg ikke havde vist før på bloggen og det er lykkes ved de fleste måneder - dog måtte min yndlingsmåned juni blive en reprise med Iris Sibirica White Swirl.





























Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Populære indlæg