tirsdag den 21. maj 2013

Jeg anede det ikke...


...at syrener findes i fyldte udgaver. Så blev jeg så klog! Jeg opdagede det faktisk først, da jeg sad og redigerede billederne af min nye hvide syren.

Jeg har ikke kigget så meget på buske på nettet og i bøger - så derfor var dette lige gået min næse forbi. Jeg synes den er smuk herunder på billedet - selvom jeg normalt bedst kan lide de oprindelige former af blomster.

 
Jeg er spændt på at se den næste weekend fuldt udsprunget - busken er ikke særlig stor, da det  er en af de der små pakker fra Netto den stammer fra - tre pinde på 30 cm købt for 3-4 år siden.
 
 
For mig har syrener ellers bare været noget der altid har været i sommerhushaven - mange store buske med lilla blomsterspir og så et par dværgsyrener med blomster også i lilla.
  
 
 
 Til sidst lige en rapport /oversigt fra Irishaven - lige nu er der ikke så mange eller store stauder der blomstrer, men rigtig meget står lige på spring.
 

Naboens røde postkasse irriterer mig altid at få med på billederne - jeg kan godt finde på at retouchere den væk - men denne gang får I den med ! Der er alligevel lyserøde blomster på træet og gule blomster i bedet...og det er jeg heller ikke så vild med.  


Alle mine Judaspenge er rødlilla og meget små - jeg troede at jeg også havde sået hvide. Jeg er bare ikke gode venner med Judaspenge - den vil ikke gro ordentlig hos mig. Den kan vist ikke lide tung lerjord. Til gengæld er natvioler en succes hos mig - så pyt...og så må jeg vente lidt på dem.

Her er lidt af hvad der blomstrer i det små...... Clematis Grandiflora, Geranium Phaeum, Anemone Sylvestris, Stor Fladstjerne.

 

lørdag den 18. maj 2013

Ny plante til skvalderkålsbekæmpelse

Jeg har fundet endnu et "våben" til skvalderkålsbekæmpelse. Planten er ikke ny - men den er ny i min have.

Det er en lav staude bunddækkeplante, som hedder Skumblomst Tiarella cordifolia  og den tegner til at blive en succes på det nye sted i haven hvor jeg bekæmper skvalderkål. Det er en gammel flis-bunke der er totalt gennemfiltret af skvalderkålsrødder.

Tæt på er blomsten rigtig fin - den ser nærmest lidt lyserød ud så tæt på.
 
 
På lidt afstand er farven hvid / flødefarvet
 
 
  
Jeg har bare sat flest mulig forskellige planter der kan dække af for lyset til skvalderkålen - der er ikke tænkt på stil, farver eller former. Det er det forhåndværende søm´s princip der er brugt - hvilke stauder kunne bruges/flyttes/deles og hvad stod der lige i børnehaven.
 
Der er foreløbig sat akelejer, løvefod, fingerbøl, kæmpestenbræk og forglemmigej.
 
Jeg plukker hver weekend lidt skvalderkål væk indtil stauderne lukker helt til.
 
På lang sigt kunne jeg tænke mig at dette område i haven skal blive et skovbed.
 
 
 

 
 

lørdag den 11. maj 2013

Husk i år.....

På min huskeliste til fotografering i haven står der blandt andet:

Husk at tage billeder af hele blomsterbedet - jævnligt over hele sæsonen med minimum en måneds mellemrum.
Det er også et godt tip selv om du ikke har en egen haveblog.

Billederne kan være gode "huskesedler" og inspiration når du om vinteren sidder og planlægger indkøb af planter og frø.

De tidligste billeder fra bedene med blomstring af løgplanter bruger jeg, når jeg skal bestille nye løg om efteråret - det er så lettere at se hvad der mangler. Efter indkøb af løgene, så kan man også bedre se på billedet hvor der er frie pladser eller visuelt mangler noget.



Husk at tage billeder af gode partnere i blomsterbedet - en, to eller tre stauder/løgplanter/1-årige, som klæder hinanden.

Det kan over årene være godt at se lidt i billedarkivet og få genopfrisket gode sammensætninger, som af en eller anden årsag er "forsvundet" fra haven.
Jeg kan på billedet herover, se at jeg da skal have købt en lysegul lupin igen - den er forsvundet for mig. (Lupin beskrives ofte som en kortlivet staude)


Få et varietet billedarkiv - hvis du gerne vil deltage i diverse konkurrencer på nettet.
Skriv div. etiketnavne på alle billeder, så de er lette at finde frem igen.

Jeg ville i år gerne deltage i HAVEFOLKET´s konkurrence om "Vis dit skønneste farveflor" , men jeg synes at jeg havde alt for få billeder at vælge i mellem.

Jeg valgte det ovenstående billed helt tilbage fra 2011 - og jeg er heldig at det nu er kommet med i finalen.

Besøg ovenstående links og få megen god inspiration.

   
 
 
 


torsdag den 9. maj 2013

Hvid Hundetands lilje "Harvington Snowgoose".



Jeg har en enkelt plante af hvid Hundetand Erythronium californicum og jeg troede at det var en "White Beauty" - men det viser sig på den faktura jeg har gemt, at det er en "Harvington Snowgoose". Så jeg må ligge få rettet op på navnet i sidste års blogindlæg.

Jeg kan dog ikke se forskel på blomsterne - men forskellen er åbenbart, at under lidt bedre jordbundsforhold end jeg har til den, så skulle den kunne blive op til 40 cm høj. Se en engelsk webside her.
I følge den webside bliver "White Beauty" kun 20-25 cm høj.
Dette firma sender desværre ikke varer udenfor U.K. - men de har en god beskrivelse af de forskellige hundetandsliljer.

Jeg købte hos Avon Bulbs i U.K.

Her vist i den "rigtige vinkel" set oppefra og ned - for den er ikke så høj og hovederne vender desværre nedad. Men den har faktisk en fin lys farvetegning bagpå blomsterhovedet.




Hvis jeg sætter mig på hug og holder kameraet ind under planten, så kan man se de de fine farver i halsen på blomsten. Denne hybrid har grøn hals med gul og brun ring.


Bladene er meget kraftigt plettede - bordeaux på grøn.






 

lørdag den 4. maj 2013

Tænk også på humlebien ved plantevalg

Jeg har fået "humlebi-stafetten" af Frk. Solhat og den inspirerer lige til at se i billedarkivet hvor jeg kun kan finde et billede jeg kan vise her. Det er min datter der tog billedet sidste sommer i starten af august.


Stafetten går ud på at øge opmærksomheden på, at vi alle skal tage hånd om at passe på humlebien i naturen - at vi skal være bevidste om at give den en chance i vores haver, da den er trængt ude i landskabet. Så flere insektvenlige planter i haverne.

Læs mere hos Frk. Solhat  her hvor der er en meget fin udredning af problematikken og hvad vi hver især kan gøre!


mandag den 29. april 2013

Plante opklaret

- - - - - - - - - - - - - -
Update : Anne Marie fra Lønbæk planteskole kendte denne plante. Det er en vild blomst / vild urt.  Tak for hjælpen.

Wiki finder man denne beskrivelse:

Almindelig Vinterkarse (Barbarea vulgaris) er en 30-90 cm høj, urtagtig plante med gule blomster. Den findes især på græsmarker og i enge, og den kan nu og da blive ukrudtsagtig i haverne.

Anne Marie advarer mod den i prydhaven og ved græsplænen.
Jeg kan se at der sælges frø af den på nettet til urtehaven.
- - - - - - - - - - - - - -

Jeg har gået og set på denne plante hele bededagsferien og jeg kan bare ikke finde ud af hvad det er for en blomst, der står der i det nye terrassebed.

Den er nu ca. 15 cm. høj - genkender du den ??


Almindelig Vinterkarse (Barbarea vulgaris)

Den er allerede ved at danne blomsterstand med mange små blomster i en skærm og bladene er da meget karakteristiske.

Der plejer altid at være nogen i haveblogland, der kan hjælpe med den slags mysterier - så jeg håber det også lykkes denne gang.




søndag den 28. april 2013

Min første hvide pæon

Jeg fik en dejlig værtindegave her i weekenden - en hvid pæon. Min veninde kunne huske at jeg sidste år snakkede om at lave et pæonbed.
Der var bonus med ved planten, da der var en selvsået akeleje i kanten af potten - den kom med ned i bedet og så må vi se hvilken farve den har når den blomstrer senere på sæsonen.


Her er den lige før den bliver plantet ud i mit lille nye bed som starter med blomstring af  gamle pæoner fra svigermors tid og ender i div. pink og lyserøde stauder midt på sæsonen. Ja - I læste rigtigt - jeg har besluttet mig for mit første pink blomsterbed ( men...det er omme bag ved huset, så det ikke bliver for overvældende for mig).

Jeg huskede at få taget et billed af planteskiltet, så det altid er "lige ved hånden" i mit Picasa billedarkiv, når jeg blogger. Jeg giver billedet en etiket der hedder "planteskilt" foruden de andre navne jeg sætter på det.


Blomstringen er i øvrigt og som sædvanlig meget sen i min sommerhushave i forhold til hvad jeg ser i byhaven og på mange andre haveblogs.

Det er kun mini-påskeliljer der er i blomst - de store påskeliljer står på spring til at åbne sig. Det må være det kystnære kolde klima, der forsinker al vækst!
 
Jeg må til sidst vise jer denne lille charmerende fyr, som Fru Friis et tidligere år har omdøbt til Pjuskelilje i en kommentar her på bloggen.
Den hedder rigtigt "Rip van Winkle" og er rimelig nem at få fat på herhjemme. Den er ca. 20 cm høj.

 
 
 

onsdag den 24. april 2013

Så begynder det for alvor...

Nu er der endelig noget at fotografere i havernes bede.
 
Den tidlige flødefarvede Kaufmanniana Tulipan  "Concerto" er på sit højdepunkt i gadehaven i byen.


 Inde i skyggegårdens bede er den kun lige ved at springe ud.
 
 

lørdag den 20. april 2013

Hanne siger det er guld...

Jeg vil gerne sende en hilsen til "Hanne i haven" og fortælle både hende og jer andre at hendes indlæg fra forrige år om visne blade har gjort et vist indtryk på mig.


Vi har kun lidt nedfaldsblade på vores grund i sommerhuset, men da jeg sad i dag og nød solen og lugede lidt i bedet, fjernede visne småpinde og var lige ved også at fjerne nogen visne blade, så tænkte jeg på at Hanne siger at det er guld og at det er guf for ormene.

Sådan en plante her der er på vej kunne godt have brug for lidt ekstra næring omsat af ormene - det er en Kugleprimula - Primula denticulata, der er på vej op.



Så nu tager jeg faktisk tit en håndfuld visne blade og sidder og nulrer dem i småstykker mens jeg nyder synet af alle stauderne der har fuld fart på væksten. Det er faktisk lidt meditativt og når bladene derefter ligger i småstykker i bedet, så irriterer de ikke mit øje så meget.


Det er min søn der her demonstrerer hvad hans "tossede" mor kan finde på - men han synes jo at det var en god historie om at ormen lige kommer op og napper et stykke vissent blad med ned i dybet - og så er det en sand historie !

God bedring Hanne..... og fortsat god weekend til alle der læser med her.

lørdag den 13. april 2013

Jeg er gæsteblogger på Havefolket

På blogmagasinet HAVEFOLKET er jeg i dag gæsteblogger med et indlæg om mine yndlings blomster Sibiriske Iris.

Se herover i toppen af bloggen, at der er en fane hvor du kan se de forskellige hybrider jeg har i min have.

 
 Iris Sibirica - Snow Prince
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Populære indlæg