Her har jeg blogget siden 2010 - se i gamle indlæg for inspiration

Her har jeg blogget siden 2010 - se i gamle indlæg for inspiration

onsdag den 24. august 2016

Hvem er nu det der er i lokalavisen


Ja, det er jo selvfølgelig mig, der ikke kan lade være med at involvere mig hvor det handler om glæden ved blomster.

I dag er der en artikel i Østerbro Avis om Østerbro Gadehaver og vores nye netværk af Østerbro borgere der vil gøre vores bydel grønnere - der er en Facebookside der skal blive mere aktiv nu.

Vi skal holde netværksmøder en gang om måneden på den lokale Café den Uartige i Præstøgade 2A, 2100 Kbh. Ø

Det er "fyraftensmøde" - Åbent Hus mellem kl. 16-18 hver den første tirsdag i måneden for inspiration og gode råd.


Jeg er sammen med en beboer i ejendommen overfor vores i gang med 2 blomsterbede på gaden og der er så mange forbipasserende der stopper op og roser vores initiativ med beplantning og enkelte spørger hvordan de selv kan komme i gang.

lørdag den 13. august 2016

Dem skal jeg have flere af ....


Jeg er blevet meget glad for Aster macrophyllus 'Twilight' - så nu er det tredje gang jeg skal have den på indkøbslisten.

Jeg har mange store staudebede her i sommerhuset og der skal være flere af dem i alle bede. De har en god mellemhøjde ( 50-80 cm) og en blomstring der starter i august og dermed er før alle de høje høstasters blomstrer i september.

'Twilight' har lige den blålilla farve, som jeg holder så meget af og på den enkelte blomsterstængel er der en lille sky af 10-12 blomster i forskellig stadie af udspring og dermed lidt forskellige nuancer.

 
 
I det lange mormorbed har jeg i den højre del manglet nogen høje stauder sidst på sensommeren. Jeg har forsøgt mig med flere forskellige stauder uden det store held, da der er lidt halsvkygget og fugtigt .
 
Nu er det endelig lykkedes for mig med to stauder Patrinia scabiosifolia og en hvid aster hvor jeg har mistet planteskiltet. Jeg husker at jeg købte den til plantemarked hos Mathildestien hvor det var Anne Stine Stauders stand jeg købte den hos. ( Kender nogen deres webside ? )
 


 
 
I år er mine staudesolsikker Helianthus 'Lemon Queen' heldigvis tidligere på den end sidste år. Den første er sprunget ud i solbedet og i halvskyggebedet står de lige på spring.
 


Denne pink drejeblomst heruder står også lige på spring i det pink-rødlilla bed og den skal jeg da også have flere af - men den breder sig så fint, at jeg vist kan klare deling af den "indenfor murene" og ikke skal købe flere. Jeg har fået denne plante fra en af mine veninders have.

 
 
Og....så skal vi i denne weekend i gang med at plukke Discovery æbler - der er som sædvanligt mega-mange æbler på det meget gamle lille træ. Så vi skal igen forære nogen til alle beboerne i vores byejendom og til venner og bekendte.
 
Discovery er et æble der modnes hurtigt når det er plukket, så de skal spises fra uge til uge. Jeg har derfor for nogen år siden plantet et Elstar som først har modne æbler hen i september og som kan gemmes et køligt sted.

 

lørdag den 6. august 2016

Små fine Phlox blomster og lidt flere stauder .....


Jeg har i foråret købt en enkelt Phlox paniculata 'Hesperis', som har meget små fine pink/rødlilla blomster.
Hver blomst er vel ikke mere end 1,5 cm i diameter.


Jeg køber altid forsigtigt ind når det er nye planter der skal afprøves i haven - men denne Phlox skal jeg helt bestemt have købt flere af her til efteråret.


 
Herover er stauden Skjolddrager - Scutellaria incana er en plante jeg har haft nogen år - og jeg har været glad for den og suppleret antal hvert år ved mine indkøb, så den nu står i flere bede. Den kan klare sig i halvskygge - skygge.

 
Jeg har altid noget nyt på ønskelisten og i år har jeg så fået afprøvet en havebetonie - den har godt nok mindre blomster end jeg forventede det - men den er nu ret fin med bladmassen tæt ved jorden og derover de lange blomsterstængler med små hvide blomster med pink pletter.
 
Nu må jeg se om den kan tåle vinteren her med den kolde våde lerjord - hvis den kan det, så kunne jeg godt ønske mig nogen flere og måske i andre farver.
 
 
Herunder kommer der et billede af en af mine forårs dagliljer, der lige tager sig en pæn efterblomstring - det passer fint da alle de andre dagliljer er afblomstret.


 
Til slut vil jeg vise jer min yndlingsbusk - den dejlige syrisk rose i blålilla - den står godt og varmt op af det sorte havehegn og bliver forkælet med ekstra vand hele sommeren.
 




Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Populære indlæg