Her har jeg blogget siden 2010 - se i gamle indlæg for inspiration

Her har jeg blogget siden 2010 - se i gamle indlæg for inspiration

onsdag den 27. juli 2011

Ny inspiration


I vores sommerferie er børnene i "højsædet" når det gælder valg af ture - men jeg fik heldigvis tid til et lille besøg hos Enghøj Staudehave, mens resten af familien sad i bilen og skrev postkort.

Der var bare så flot i den store staudehave, som Michael og Anne-Mette har skabt på deres ejendom lidt udenfor Åkirkeby på Bornholm.

Jeg var helt overvældet og gik 2 runder - en hvor jeg bare sugede til mig af indtryk og en hvor jeg fik fotograferet lidt af planterne.


Jeg forelskede mig straks i denne store hvide staude i "det hvide bed" og jeg var heldig at Michael havde tid til at fortælle lidt om planterne - det var en Indianermynte, som også fandtes andre steder i haven i blålilla. Denne staude vil kunne give højde i mine bede.


Så fangede mit øje en plante der lignede lupin, men tydeligvis ikke var en almindelig af slagsen.

Michael fortalte at det var en Lupin-busk og så klippede han lige en stor frøstand af til mig - jubii - så skal jeg så dem til foråret og forhåbentlig få mange af dem til sommerhushaven.



Enghøj ligger lige ved landevejen, men på bagsiden af ejendommen er der udsigt ud over markerne. 

Tænk hvor dejligt det ville være, hvis de engang fik bed & breakfast på Enghøj og man så kunne bo der et par dage og nyde haven.






onsdag den 20. juli 2011

Drama-queen


Se lige et dramatisk skue når man kommer tæt på denne solsikke.

Jeg aner ikke hvad det skal ende med, da det er nogen "bonus-frø" jeg fik fra Stig med bloggen Haver&Planter.

De havde navnet "Red Rubin" med sig og det har jeg prøvet at google uden det helt store held - kan det mon være Red Sun han egentlig mente ?


Jeg har aldrig før haft solsikker, så jeg har skulle gøre mig helt nye erfaringer her - blandt andet skulle jeg hilse fra alle sneglene her i haven og sige at disse solsikker er "lækker-lækker" - men jeg fik dog reddet nogen af dem.


Jeg har som sædvanligt ikke helt gennemtænkt hvor jeg fik dem placeret, så det blev  "midt for, til højre" i det nyeste bed jeg har etableret.
Højden på de 5 planter er ikke så god lige der, men jeg har ikke nænnet at flytte dem og forsinke dem i udviklingen.

Jeg slæber i øvrigt hver dag nogen runde flade sten op fra stranden, så der efterhånden vil blive nok til en pæn slynget luge-sti i bedet.




mandag den 18. juli 2011

Kontraster


Denne kombination af komplementærfarver / kontraster er der mange af i min have - her er det stauden farvegåseurt  Anthemis E.C. Buxton og 1-årig kornblomst der er sået som en tæt gruppe mellem stauderne.


Så kommer der også lige et par dagliljer - jeg havde nær sagt "som sædvanligt" !


Marocco Red - den blev beskrevet som rød da jeg købte den, men det er den ikke - den er varm rødbrun med orange hals. En meget robust daglilje og etablerer sig hurtigt med stor græsagtig bladetue og mange stængler og knopper.


Daglilje hemerocallis Burning Daylight er ikke for de farvesarte - der er fuld knald på den gul-orange blomst.


søndag den 17. juli 2011

Hvid Violfrøstjerne



Jeg er vild med de små fine hvide blomster, der minder mig lidt om hængelamper.


Endelig er min hvide violfrøstjerne Thalictrum Delavayi ved at få lidt højde efter nogen år i staudebedet, så nu kan den ses tydeligt over de andre planter.

Jeg har haft "højdeskræk" i mange år når jeg skulle vælge nye stauder - så jeg har holdt mig til nogen på højder mellem 40 til 60 cm. Så nu er staudebedet egentlig kommet til at virke lidt "fladt" - så nu øver jeg mig på høje planter der kan knejse og vaje over de lavere stauder.


Violfrøstjernen står bagerst i staudebedet, så den får en del skygge i løbet af dagen og det er nok grunden til den langsomme vækst.

Jeg vil nu gå i gang med at frøformere denne skønne plante, så den kan stå med spredte mellemrum i alle mine bede.

fredag den 15. juli 2011

En rødlilla daglilje




Her er noget for dem der er til de rødlilla farver - Daglilje Hemerocallis Summer Wine.

Den er tilfældigt placeret sammen med hvid fredløs som er noget gul i bladene ( sikkert på grund af for dårlig jord ) - men egentlig ser det flot ud med rødlilla og de næsten limegrønne blade.

Dette bed har jeg lavet for at have lidt at se på fra køkkenvinduet i sommerhuset.


torsdag den 14. juli 2011

Præmiere som model.....

....eller titlen på indlægget kunne også være "Det er aldrig for sent at udleve sine drømme".

Dette handler jo tydligvis ikke om blomster - men jeg kunne ikke lade være med at dele oplevelsen med jer derude i blogland.

Her springer jeg så ud som fotomodel i det nye månedsmagasin LIV for kvinder +40
Mode-artiklen er i nr. 6 der kommer i handlen nu 14.07.11. 





onsdag den 13. juli 2011

Daglilje Light the Way



Jeg troede at Ice carnival var det nærmeste man kom hvid i dagliljer - men det var så min mening indtil Light the Way sprang ud i dag. Den er en af mine nyeste dagliljer og det er første gang jeg ser den i blomst - den er endnu lysere end Ice carnival som jeg viste for et par dage siden.


Daglilje Hemerocallis Light the way købte jeg hos mathildestien sidste år og jeg tror den kan blive en rigtig stor flot plante hvis jeg får jordforbedret lidt tæt på den og gødet den lidt ekstra.


På dette foto ser i Light the Way helt til højre i billedet og det er Ice carnival til venstre.

tirsdag den 12. juli 2011

Flere dagliljer

En gammel klassiker i følge damholmgård hvor jeg har købt denne høje spinkle daglilje



Daglilje Hemerocallis lilio-asphodelus flava - gul i kold cirtongul nuance 


- Og så kommer der her et forslag til dem der er ved at lave orange flammebede :

Daglilje Hemerocallis Revolute varm orangegul

mandag den 11. juli 2011

En til daglilje fra weekenden


Så er det en gul daglilje jeg vil vise jer.
Jeg er ikke så meget til de dagliljer der har krøllede kanter - jeg kan bedre lide dem med glatte kanter i stjerneform.

Men..men, den her daglilje Hemerocallis Molokai - den har alligevel vundet mit hjerte. 
Sidste sommer hvor den kun havde 1 gren med knopper, så sad jeg tit på min lave strandstol så jeg var lige på højde med blomsterne og rigtig kunne nyde dem.
Kan I lige se det for jer - der sad jeg og var helt glad i låget.


Bladene er ikke helt så mange på denne i forhold til på Ice Carnival, som nærmest har en tue af blade.


Der var faktisk 3 blomster stængler i år  - men jeg fjols kom til at rive den ene af da jeg skulle fjerne et gult blad - pludselig stod jeg med en hel fane af blade og stængel i hånden  - Øv.

Nå, men...- 2 gange fem-seks knopper er jo også en god blomstring og det glæder jeg mig til i næste weekend.

søndag den 10. juli 2011

Den første af weekendens dagliljer


Dette er er en af de nyere dagliljer i min have og det er nok min favorit for tiden - farven er så vidt jeg har set det, så nær man kommer en hvid daglilje - den er cremehvid med grøn hals og lyse støvdragere.

Navnet på denne dagliljer er:   Hemerocallis "Ice carnival".


Hele planten er vokset godt og hurtigt - den har i år fået ca 7 grene med op til 6 knopper på.
Så jeg håber jeg kan have glæde at denne daglilje et par weekender mere.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Populære indlæg