fredag den 23. marts 2012

Er det Concerto der er sprunget ud ?

Jeg har set de første tulipaner i boligforeningens gadehave.  De er hvide og jeg er næsten sikker på at det er de tidlige Concerto der hører til i gruppen af botaniske tulipaner .

I så fald er de endnu tidligere fremme i år end sidste år. Ser her hvor flot de stod sidste år - det bliver spændende om der kommer ligeså mange i år.

Jeg synes at de er så smukke flødehvid med sort bund og de har en størrelse så de også kan ses på pæn lang afstand modsat mange af de andre botaniske der er små og spinkle. 

I dag var jeg på første runde skvalderkålsjagt i det store gårdbed og så får jeg øje på denne løgplante herunder - den ser da lidt mystisk ud. Jeg gætter dog på at det er noget så simpelt og dejligt som en hyacint.

fredag den 9. marts 2012

Plantekombinationer

Den norske haveblog Moseplassen har løbende konkurrencer som både norske, svenske og danske havebloggere deltager i til stor inspiration for alle der kigger med eller deltager.

Lige nu er temaet for konkurrencen "Sammenplantninger" og da jeg havde lyst til at deltage denne gang, så måtte jeg i billedarkivet for de sidste to sæsoner.

Der var ikke så mange billeder med flere planter på - næsten alle billeder er af en enkelt type blomst. Her er dem jeg fandt og de er i prioriteret rækkefølge efter hvilke jeg selv synes bedst om.


Jeg synes at lige dette hjørne i Kongens Have i København er så skønt i faverne så det billed vil jeg bruge til Moseplassens konkurrence. Tidligere vist i et af mine indlæg her.

Det er sandsynligevis Blåkant (Nepeta x faassenii) - Allium aflatunense - Cypres-Vortemælk (Euphorbia cyparissias) - stormhat Aconitum septentrionale 'Ivorine'


Her i det store mormor-staudbed er det hvid katost - hvid violfrøstjerne - gul løvefod - gul prikbladet fredløs - hvid lilje - gul daglilje - hvid margerit - hvid knaprøllike


I byhaven nyder jeg bedene på alle hverdags eftermiddage - ryster arbejdsdagen af mig og stresser helt af .
Her fra forsommeren med gule valmuer, blå akeljer, blå smalbladet klokke, blå bjergknopurt.


Forsommer i sommerhushaven.

Lav lysegul Iris Sibirica - gul daglilje og lyseblå Iris sibirica Soft blue


Det hvide sensommerhjørne - Margeritter, Phlox og hvid lilje.

tirsdag den 6. marts 2012

Jeg frygter.....

.....at miste min blog. Tænk hvis man ved fejl kom til at slette den eller dele af den. Jeg husker  med skræk da Susanne fra Susannes blomstercafé klagede over at hun var kommet til at slette alle kommentarer på sin blog. Eller tænk hvis Blogger mistede vores blogs.

Vi må lige have en blomst at se på - Sommerfugleblomst Gillenia 

Der er så meget andet man tager sikkerhedskopi af fra computeren -  f.eks billedarkivet, word og exel  - det har jeg taget kopi af over på et USB-stick.

Jeg har søgt lidt i Bloggers hjælpearkiv og fandt også en instruks for sikkerhedskopiering af bloggen - men jeg turde ikke gøre det med Irishaven. Så jeg startede med at gøre det med den blog hvor jeg har mine madopskrifter Dejlig Hurtig Mad. Jeg blogger ikke derovre men har den bare som en opskriftssamling, som alle kan se med på hvis nogen spørger efter en bestemt opskrift.

Vi tager lige en blomst mere - Blåhoved  - Gilia capitata - Sommerblomst

Da det gik godt så vovede jeg med Irishaven og det gik da også godt - så nu har jeg lavet en instruks over på "Blog Hjælp" hvis andre skulle have de samme tanker som mig og vil have en sikkerhedskopi af deres blog ........min ligger nu i skuffen på et USB-stick.

lørdag den 3. marts 2012

Med åbne arme

Mine første spirer står med åbne arme og præsenterer det første sæt genkendelige blade.

Gæt en blomst  :o)  - jeg har øvet mig med mit ny kamera og makro.


"Genkendelige" er måske lidt kækt sagt af mig - jeg ved jo også hvad jeg puttede i potten.


Det er frø af den langsporede hvide akeleje som jeg havde i haven i sidste sommer.


Jeg synes at de langsporede akelejer virker lidt sartere end de almindelige haveakelejer - jeg har mistet et par stykker af de lysegule langsporede - så nu må jeg jo sørge for at der hele tiden er nye eksemplarer undervejs.


Jeg elsker alle slags akelejer - men og uden sporer - med og uden store støvdragere. Så her kommer til slut en kavalkade af sidste sommers akelejer.









Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Populære indlæg