. . . . . . . . . . . . . . . . . . .

.      .      .      .      .    .    .    .    .    .    .    .    .    .    .    .    .    .    .

onsdag den 29. juni 2011

Næste kapitel af dagliljer


Nu går jeg spændt og ser på alle de forskellige dagliljer der står med knopper overalt i haven. Nogen af dem er sat sidste år og har endnu ikke blomstret.



I weekenden stod den sidste af de 3 tidlige dagliljer med sine allersidste blomster og så sprang de tre første af mine "sommer-dagliljer" ud - den ene er en gammel kending fra mange sommerhus- og kolonihaver fra  gammel tid :


Den gamle orangebrune daglilje der stod i haven da jeg overtog den.




Daglilje - Hemerocallis "Bonanza" - den eneste to-farvede jeg har......da jeg nu efterfølgende har fundet ud af at jeg bedst kan lide de ensfarvede.

Jeg vil prøve at flytte lidt på denne daglilje, så den får et par matchende naboplanter - så kan det være jeg kommer til at holde mere af den.



Lille "Stella del Oro" har endelig fundet et godt sted at være og belønner mig med at blomstre med mange blomster i år - det har den stædigt nægtet at gøre i 3 år hvor der kun har været en blomsterstængel eller ingen. Den skulle ellers efter sigende være så nem!!



søndag den 26. juni 2011

Hej gule Molly... og 3 andre overraskelser


Jeg var gået forbi det sted i bedet både fredag og lørdag, men først søndag opdagede jeg inde mellem stauderne de tre søde gule Molly´er.

Update: de hedder faktisk Moly og ikke Molly - men Molly passer egentlig bedre!     Guld-Løg (Allium moly)


Molly er en lille sommer-løgplante, som jeg nu godt husker at jeg satte for mange år siden i skyggebedet, men aldrig har set noget til - det var en dejlig overraskelse, at de lige pludselig dukkede op der i år.


Næste overraskelse:


Der har stået nogen små pæon-planter fra svigermors tid inde i skyggebedet - enkelte af dem har været lidt pjevsede og har aldrig blomstret.
Nu hvor naboen har fældet et par træer, så slipper der lidt mere sol derind og i denne weekend sprang så denne lyserøde pæon ud midt i mit gule bed. Den er faktisk ret sød - selvom den er lyserød og ikke lige min yndlingsfarve. 

Gul og lyserød sammen er nok min yndlingsaversion når det kommer til farvesammensætninger - så nu skal der graves om et par uger og så skal den flyttes over til et bed med kun lyserøde og hvide blomster, som jeg bruger til buketter. I buketter kan jeg godt lide lyserøde og pink blomster.

Så kommer den tredje overraskelse:


En fin pakke fra edderkoppen - det var knopperne på høstanemonen der havde fået en hel særlig indpakning i edderkoppespind.

og så den sidste overraskelse i dag:


Jeg havde foræret min svigerinde et par fingerbølplanter sidste efterår - hjemmedyrkede fra frø i min plante-børnehave.

I min have er de aldrig blevet over 1,2 meter - men se lige hvor meget jordbundsforhold betyder for denne plante - den er blevet mindst 2 meter høj i den gode jord i bedet hos min svigerinde.

fredag den 24. juni 2011

Skiltet er blevet væk - så endnu en plante til opklaring


Den søde ???? med flødefarvede blomster er lige sprunget ud, men stortrives ikke i skyggebedet - den har kun dannet 2-3 blomsterstængler, der strækker sig næsten vandret ud efter sollyset.


Løvet minder lidt om de fjeragtige blade på en røllike og på naboens plante sidder de i en stor pude-roset ved jorden og så er der lange blomsterstængler med blomsterstande helt i toppen.


Er der nogen der genkender den - så den kan få et nyt og holdbart planteskilt.

Update:  Mjødurt havde ikke de samme blade og blomster da jeg googlede den - men da Zep fik sat "knoldet" foran mjødurt, så var der gevinst - det er jo en "Knoldet Mjødurt" Filipendula vulgaris.
Tak for hjælpen.

torsdag den 23. juni 2011

Weigelia jævnet med jorden...


....det var hvad der skete med min nye lille hvide Weigelia busk i vinters.


Da jeg kom op til sommerhuset efter den hårde vinter, så var buksen ikke at se - den var gnavet helt ned til jorden af rådyrene, så jeg måtte lede efter plantestedet i græsplænen - der var vitterlig ikke så meget som en halv centimeter grene tilbage.


Heldigvis overlevede den barberingen. Den har sendt en masse skud op helt nede fra basis og nu har den tappert sat blomster 2 steder på de nye grene.


 Jeg har aldrig haft problemer med at rådyrene spiste af den røde Weigelia, som jeg har 2 steder i sommerhushaven.

Jeg har taget stiklinger af denne røde Weigelia og det er lykkedes at lave en hjemmelavet lille busk - den blev også spist af rådyrene ned til ca 2 cm og har skudt fint op igen.








Orm i æbler - forsvaret er parat




Nu hænger Æbleviklermøl-fælden i mit lille skæve Discovery æbletræ. Så får vi forhåbentlig i år nogle æbler, der ikke er fyldt med orm/larver. Sidste år var alle æbler angrebet.


Fælden virker ved at den lille dims i midten af fælden indeholder hormon duftstof og tiltrækker han-æbleviklermøl så de fanges på limpladen i bunden af fælden. Så er der ikke nogen hanner til at lave hanky-panky med hunnerne og så bliver der ikke lagt nogen "børn" ind i de små æbler.  Smart og helt uden gift !

søndag den 19. juni 2011

Jeg har da andet end iris.....

Der er stadig iris der blomstrer i min have, men det er alle nogen jeg allerede har vist jer eksempler på. Så jeg tror at "iris-showet" slutter for denne sæson - mange af de nyeste indkøbte Iris Sibirica blomstrer desværre ikke i år.


Almindelige Fingerbøl Digitalis Purpurea er 2 årige - men der findes også en  Staudefingerbøl Digitalis Lutea. Den er ca. 60 cm høj i min have, men kan blive 80-100 cm under optimale forhold. Den har en farve der kan beskrives som meget lysegul - nærmest cremegul. Den matcher til den lille Hosta "So sweet" i baggrunden.



Smalbladet klokke i blå og hvide - det er nogen jeg selv har sået af egen frøhøst. I baggrunden nogen af de selvsåede digitalis.



Sidste år købte jeg denne staude hos Damholmgård webshop med følgende beskrivelse: Purpurtorskemund  Linaria pur. 'Alba' - God til afskæring. Spreder sig ved underjordiske udløber og selvsår, men er nem at fjerne. Trives i de fleste slags jorde. Du kan styre højden på den ved at klippe den tidligt forår.


Til sidst en af de små stauder - nøgleklokke - den selvsår sig ind i mellem de andre stauder.

 

lørdag den 18. juni 2011

Solskinsblomst i gråvejr


En gråvejsdag i gårdhaven ser sådan ud lige nu - der er lidt "kunstigt" solskin fra Prikbladet Fredløs til at lyse op på det hele !


Jeg glæder mig til at komme til sommerhuset i morgen søndag og se hvad der nu er sprunget ud af skønne blomster.




...og så lige et billed ude fra gadehaven hvor de rosa og pink nuancer dominerer lige nu:

mandag den 13. juni 2011

Min skjulte agenda

Mange har vel allerede luret af hvad min skjulte agenda er ? Den er at få flere smittet med lidt iris-sib.virus, dagliljevirus og så lidt at den gule virus.

Så her kommer en dosis virus til jer som afslutningen på en for mig dejlig lang weekend i sommerhushaven.




Den store gruppe Iris sib. 'Tunkhannock' sprang ud i weekenden - den første var blomsten nederst - det ses ved at de nederste fald er lukket helt ud - de andre blomsters fald er stadig ikke helt "rullet ud".



Mine nye Iris Sib. "White Swirl" holder faldene vandrette modsat "Tunkhannock" hvor de hænger nedaf - forskellen ses tydeligt på de to billeder herover.
"White Swirl" har fået 3 stængler med hver med 2-3 knopper - så det er jeg meget tilfreds med.


Mange af de nye Iris Sib. jeg har fået de sidste par år kun har kvitteret med en enkelt eller 2 stængler det første år eller helt har sprunget blomstring over for at etablere sig på det nye voksested.

søndag den 12. juni 2011

Hun overlevede og blev dobbelt

Det er "Madame le Coultre" jeg omtaler her - en af de få clematis jeg har haft i sommerhushaven de sidste par år. Jeg troede at jeg havde mistet den i den hårde vinter - men den dukkede op igen fra dybet ved syrenen den vokser på - ikke særlig høj og kun med 1 blomst.




Her er lidt flere blomster fra haven lige nu:


Edderkoppeurt



Iris Sib. "Butter and Sugar"




lørdag den 11. juni 2011

Nye planter til haven

Se lige dette billed - så bliver det ikke bedre ! 


Jeg har en vogn fuld af stauder efter at have givet mig god tid til udvælgelsen i næsten 1 time på planteskolen. Min mor og jeg har rigtig hygget os med næsen helt nede på planteskiltene - række op og række ned!

Utroligt så mange planter man "mangler" til haven.


- Og hvad var der så i kurven ? 

Først kommer der en lille opstilling og så et par nærbilleder af to af de for mig lidt ukendte planter - er der nogen der kender dem og har erfaringer / gode råd at give videre ?


Det blev til en kæmpestor hvid løjtnantshjerte - en blå salvie - to Solhat Green Envy - en stor Blåmunke - tre blå Ærenpris Austriaca - en sølvlys - en lille vandkande og en planteske.


Så nærbilleder af de to "nyheder".


Staude Blåmunke - Jasione Laevis "Blue Light"



Ærenpris Veronica Austriaca "Knallblau"




fredag den 10. juni 2011

Fødselsdagsgaver til haveliv


Iris sib. "Dreaming Spire"
Jeg har fået mange dejlige fødselsdagsgaver i dag - men først vil jeg vise dem jeg fik fra naturen - det føles nemlig som en gave, når man står ud af bilen ved sommerhuset og ser at der er flere af de nye sibiriske iris der er sprunget ud:

Iris sib. "White Swirl"



Iris Sib. "Regency Belle" set ovenfra

Så fik jeg et camera og et stativ af min søde mand, så jeg kunne blive "bare lidt opgraderet", som han så beskedent sagde, da jeg var ved at falde i svime over gaven.


Min mor forærede mig helt efter traditionen et gavekort til planteskolen - så vi skal afsted sammen på indkøb i morgen - det glæder vi os begge to lige meget til er jeg helt sikker på !

Helt tilfældigt nåede en pakke frem til mig i dag med en længe ønsket Sibirisk Nonneurt eller på dansk en Stor Lærkespore. Den blomst har jeg skrevet om flere gange her på bloggen og søde Charlotte fra Trädgårds Flow har sendt en plante og nogen frø til mig, da jeg ikke selv kunne finde et sted at købe den.


Tusind tak for hjælpen til Charlotte

Sibirisk Nonneurt  - Stor Lærkespore



torsdag den 9. juni 2011

Forsøg med clematis i byhaven


Inde i gården i byen er der stort set kun inddirekte lys, så det er noget af en udfordring at finde planter der kan trives der uden at de bliver meterlange og "falder ud" af bedene ved at strække sig efter lyset. Der skal også vælges planter der er til delvis skygge for bare at få lidt succes med noget blomstring.



Nu måtte jeg prøve med en Clematis - ville den overhovedet blomstre med så lidt sollys som måske omkring et kvarter om formiddagen ?
Jeg købte en hvid clematis Aneta og satte den sidste sensommer - og den vokser godt nok langsomt der i skyggen i år - er kun blevet ca. 20 cm højere end sidste år !

Der kom 3-4 knopper, som jeg har gået og håbet på ville overleve børnenes pilfingre - der er jo en potentiel fare for at de blev snuppet, da vi har rigtig mange blomsterglade 3-5 årige børn i vores gård.


I morges da jeg skulle afsted til arbejde var de første 2 knopper sprunget ud - hvide blomster med grønne bånd midt ned af det hvide kronblad. De er bare så skønne - og jeg kan lige forestille mig den clematis som helt fantastisk hvis den forhåbetlig bliver ca 10-15 gange størrre.

mandag den 6. juni 2011

Her er de første Iris Sibirica i rækken...


..af iris der vil springe ud de næste par uger. Billederne i dette indlæg er taget her i weekenden.

På billederne fra 2010 kan jeg se at der var forskellige Iris Sib. i blomstring i ca 1 mdr. - måske kan det strækkes lidt ved at finde nogen sene varianter til min lille samling.

Den gamle iris med lange spidse faner og store blålilla  fald

Alle mine iris ser meget rent blå ud her på billederne  på bloggen  - de er i virkeligheden lidt mere blålilla i "farvetonen" - jeg skal checke om jeg kan indstille noget på mit lille camera, så farven gengives mere naturtro. Hvor var det nu jeg lagde brugsanvisningen ...?

Blålilla "Flight of Butterflies" med meget hvidt på faldene.

- og nu kan jeg jo ikke huske navnet på alle dem jeg vil vise i dag. Jeg har desværre glemt tricket med at fotografere navneskiltet lige efter fotoet af blomster er taget - det gode råd var der en af de andre bloggere der gav os andre for et stykke tid siden.

Ingen tvivl - dette er "Soft Blue" - lys lavendelblå

En af de blålilla med kun lidt hvidt på faldene.



Indkøbt til det rødlilla bed ...som måske bliver til noget !


Jeg sætter så navne under de sidste billeder næste weekend.



lørdag den 4. juni 2011

De tidligste dagliljer

Dagliljer er en nem staude, der trives på de fleste typer jord og under forskellige slags lysforhold. Blomstringens størrelse afhænger selvfølgelig af hvor optimalt forholdene er.

De tidlige dagliljer i min have har jeg alle fået fra venner og kollegaer´s haver- jeg har 3 forskellige som alle blomstrer lige nu.

En varm gul fra Tine´s have


En gul i den kolde skala fra Grethes have


En  æggeblommegul med brune knopper fra Annette´s have

Jeg har dagliljer i haven fra nu af og indtil sidst i august. Da liljebillen ikke går på dagliljer, så er der egentlig ikke nogen problemer med denne staude.

På div. webshops for dagliljer kan man ofte se blomstringstidspunkter angivet som: meget tidlig/tidlig/tidlig-midt/midt/midt-sen/sen.

Der findes i tusindvis af forskellige dagliljer, da de er meget nemme at lave krydsninger med, både når det glæder farver og faconer på kronbladene.

Nogen haveejere kan bedst lide de gamle typer som ovenstående i stjerneform - nogen kan lide edderkoppedagliljer med lange smalle kronblade og nogen kan lide dem med runde buttede kronblade med krøllede kanter. Der er virkelig noget for enhver smag indenfor dagliljer.

Fra 2010 - min første edderkopdaglilje

Jeg kan bedst lide de stjerneformede og edderkoppedagliljerne. Jeg glæder mig til hen over sommeren at vise jer alle dem jeg har fået samlet mig indtil nu. Der er vel en 15-20 stykker alt i alt.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Populære indlæg