Her har jeg blogget siden 2010 - se i gamle indlæg for inspiration

Her har jeg blogget siden 2010 - se i gamle indlæg for inspiration

lørdag den 26. februar 2011

Jeg vandt Give-away med frøposer



Jeg var heldig at vinde Tante Tulle´s give-away med blomsterfrø - og jeg har modtaget en fin lille pakke med blandt andet en akeleje "Royal purple" - jeg er meget glad for akelejer, så det var dejligt med en ny variant.

Det var rigtig sjovt for mig at der også var frø til en plante som jeg nok ikke lige selv havde fået øje på - men nu glæder jeg mig rigtig meget til at se den i mine bede. Den er jo perfekt til min lidt vilde stil.

Den hedder Kongekommen - Ammi majus Graceland og jeg måtte en tur på den engelske wikipedia for at se lidt mere om hvordan denne plante så ud. Der fandt jeg denne fine planche som viser hver en lille del af planten.

Kom nu snart forår - så jeg kan komme igang med sommerhussæsonen og få sået alle mine frø.

onsdag den 23. februar 2011

Trofaste tulipaner - vælg liljeblomstrende




Tulipaner har ry for at være et flygtigt bekendtskab, da de ofte dør efter en sæson eller to - men de liljeblomstrende tulipaner er trofaste har jeg opdaget. Disse tulipaner satte jeg for 4-5 år siden og de kommer trofast igen år efter år trods det at de står i fugtig lerjord.

Hvis du planlægger et "Flammebed" med orange farver - så kan jeg anbefale "Ballarina" som du ser her i mit bed.


Jeg har ikke mange tulipaner i sommerhushaven, da dådyrene spiser de fleste af dem - så jeg har p.t. opgivet kampen indtil vi får indhegnet haven lidt bedre.

Jeg har dog opdaget at de sentblomstrende liljetulipaner som regel kommer i blomst - nok fordi at dådyrene på det tidspunkt har nok andet at spise af i naturen og i haverne. 

Til efteråret vil jeg investere i nogle flere løg fra denne tulipan gruppe. Der er flere af mine bede hvor der ikke er tulipaner. Jeg har kig på nogen i hvid eller rødlilla. 

fredag den 18. februar 2011

Besøg Torvehallerne til sommer i København



Her er endnu et sted som I kan besøge til sommer i København.

De næsten færdigbyggede Torvehallerne på Israels Plads.

Der bliver boder med blomster, frugt/grønt og delikatesser.
Nogen caféer vil der også være så man kan sidde og nyde stemningen.


Jeg har i mange år købt blomster til
stuen og haverne i boderne på
Det Gamle Grønttorv på Israels Plads.
Boderne med frugt og grønt har jeg også flittigt besøgt.
Det ligger/lå lige i gaderne bag ved Nørreport
mellem Linnésgade og Rømersgade.

Nu bygges der to store haller, der vil stå færdige her til foråret hvis alt går efter planerne.

søndag den 13. februar 2011

Bluebells og Spanske Scilla - forskel og ligheder !

Picture of Bluebells - Scilla Nonscripta - Free Pictures - FreeFoto.com
Bluebells med ensidige klaser - Billed lånt fra FreeFoto.com

Inspireret af et indlæg om Bluebells-løg på Mette Have - så kom jeg lige i tanke om følgende: 

Jeg har fået nogen løg af min sommerhusnabo - jeg fik at vide at det var de engelske Bluebells (Scilla non-scripta), som var hjembragt fra en ferie i England. Så nu venter jeg spændt på at de skal komme op i år i min have.

Jeg troede at det var spanske scilla naboen havde - så vidt jeg huskede, så syntes jeg at de i foråret hos hende lignede dem jeg har hjemme i byhaven og det er spanske scilla. 

Nu hvor jeg har fået camera, så må jeg jo til foråret i gang med at dokumentere hvordan disse to forskellige blomster ser ud. Indtil videre har jeg ledt på netttet efter info og fotos der kan vise forskelle/ligheder.

Scilla Hispanica

Bluebells har kun klokker på den ene side af stænglen og den nikker/bøjer lidt med blomsterklasen -  spanske Scilla Hispanica har klokker hele vejen rundt om en helt opret blomsterstængl.

Jeg har læst mig til at de to arter kan krydse sig med hinanden og det er mange bekymret for i England, da de gerne vil bevare de klassiske Bluebells som dækker enorme arealer  i de engelske skove og haver.

mandag den 7. februar 2011

Lærkespore i byhaven.


Corydalis Lutea - Billed lånt fra Wikipedia

 I mit indslag fra igår angående hvad der spirer i byhaven lige nu, der nævnte jeg bl.a. de fine små lysegrønne blade af Lærkespore - og jeg fik så under kommentarer følgende spørgsmål: " Jeg troede egentlig, at lærkesporen normalt var ukrudt?".

Mit svar var:
"Ja, man har selvfølgelig forskellige holdninger til visse planter. Nogen planter synes man vokser for agressivt og så får de ry af at være "ukrudt".
Om man betragter Lærkespore Corydalis Lutea som en vild blomst/ukrudt eller en dejlig staude......det er måske en temperaments sag :o) "


Jeg fik derfor lyst til at lave et indslag om "Lærkespore i byhaven" og vise hvordan det ser ud og hvorfor jeg har valgt denne plante.

Lærkespore, Løjtnantshjerte  og Skovvalmue i skyggebedet.

Her ser I Lærkesporen til højre i billedet - men jeg har den flere steder i dette bed og den er også eksporteret over i det store bed ved græsplænen.
Dette lille smalle bed på ca. 80 x 450 cm er domineret af de gule valmuer.

Der er kun indirekte lys i denne del af gården - så det har virkelig været en udfordring af finde planter der lyser op og hvor der hele sæsonen er noget der blomstrer på skift.

Skovvalmuer i store mængder - gule og nogen få orange

Jeg har i øvrigt tidligere skrevet her på bloggen om en lidt speciel art Lærkespore - Corydalis Nobilis. På dansk Stor Lærkespore - på svensk Sibirisk Nonneurt.
Billed lånt fra Trädgårdsflow
                                                          

søndag den 6. februar 2011

Nu er der liv...


Så er der rigtig liv i byhaven - vintergækkerne er godt på vej og på erantis er der nu tydelige gule knopper og Lærkesporen laver fine små lysegrønne bladtuer ved siden af.



Den italienske ingefær har foldet sit første smukke mørkgrønne blad ud - jeg troede at jeg havde fået gravet alle op sidste år. Jeg er nemlig ved at flytte alle planter af denne art fra byhaven til sommerhushaven.
Jeg vil ikke risikere at gårdens børn smager på de fine orange bær i et ubevogtet øjeblik.

fredag den 4. februar 2011

Flere gode blomster-steder i København

Kongens Have
Billed lånt fra Danske Anlægsgartnere

Birgitte fra En Landliggers Dagbog har lavet et rigtig godt indlæg om 5 blomsterparker i København der er værd at besøge.
Botanisk Have - Haveselskabets Have - Landbohøjskolens Have - Enghaveparken - Valbyparken.
Klik her for at se hendes indlæg fra d. 31/1-2011.

Jeg vil gerne gøre jer opmærksom på endnu et par steder, hvor I skal huske at se på flotte staudebede når I er i København.

Jeg har ikke egne billeder fra de to steder jeg vil anbefale - men jeg føler mig sikker på, at I vil se mere om disser haver på store fotos her på min blog til foråret og over sommeren.


Staudebedet i Kongens Have

Det er 120 meter langt og det ligger helt bagerst i haven op mod muren ud mod Gothersgade.

Billed lånt fra Slot- og ejendomsstyrelsen

Her lidt tekst fra Slots og ejendomstyrelsens webside:

Staudebedet i Kongens Have regnes i dag for at være Nordeuropas længste. Der findes ca. 200 forskellige planter i det vidtstrakte og farverige bed
Bedet ligger langs Sølvgade i den nordlige ende af Kongens Have. Inden der blev anlagt staudebed, fungerede denne del af haven som avlshave for kongehuset med drivhuse og frugttræer.
Staudebedet blev anlagt i begyndelsen af det 20. århundrede og var til at begynde med 120 meter langt og 7 meter bredt. Bedet blev forlænget i 1970´erne til at være 240 meter langt.


Parterre-haven i Tivoli

Det ligger mellem søen og det lille slot.
Der er løgplanter om foråret og senere en blanding af stauder og Dahlia.

Billed lånt fra welcome-to-my-copenhagen

tirsdag den 1. februar 2011

Havebøger i miniformat - gode til godnat-læsning




Her er 7 af mine havebøger der er i miniformat max 15x15.

Egentlig ville jeg oprindeligt helst have haft dem i større format - men jeg kan ikke se formatstørrelse når jeg bestiller på Amazon eller Saxo.

Så nogen gange kommer der en "lille" overraskelse med posten.

Jeg er dog blevet særlig glad for dem, da de er perfekte til godnat-læsning. Der er intet som at falde i søvn med et blomsterbilled på din indre skærm.




Bogen "101 shade-loving plants" i indlægget fra i går d. 31/1 er også i miniformat 15 x15 
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Populære indlæg